Facts

Navn: Sofie Dinesen

Alder: 34 år

Designernavn: Sofie Dinesen Design

Baggrund: Uddannet skibsfører fra Marstal på Ærø, designer i eget navn, Sofie Dinesen Design.

Efter en barndom under vingerne på en håndarbejdslærermor, skaber 34årige Sofie Dinesen nu sine egne strikdesigns, i den lille virksomhed, som hun på egen hånd har strikket sammen - lige fra allerførste maske.

Sofies allerførste design, Eventyrsjalet, kom til verden i 2017 i en blød og tynd cashmeresilkegarn, som et af de første af Garnas designs. Sjalet fik sit navn efter dét, som Sofie selv kalder sit eget lille strikkeeventyr - et eventyr hun i dag giver videre i sine smukke og sanselige designs til glæde for os og en masse andre flittige strikkehænder rundt omkring.

 

”Inspirationen til mine designs finder jeg rundt omkring i naturen, fra skoven og havet, som jeg holder så meget af. Men også fra eventyrverdenen, fra de gamle fortællinger og det mytiske,” fortæller Sofie og tilføjer tankefuldt: ”Dét at designe for Garna er mit eget lille eventyr.”

Sofie Dinesen er på én gang både den yngste og ældste designer hos Garna. Yngste i sin alder og ældste i sin tilknytning til Garnas egen historie, men det betyder bestemt ikke, at hun er grøn og uden erfaring.

Et ungdomsliv med bedstemorinteresser

Trådene til Sofies selvstændige designprojekt, Sofie Dinesen Design, kan trækkes helt tilbage til barndomshjemmet i Køge. Her mindes hun en tid, hvor hun vitterligt fik strik og garn ind med modermælken, og hvor hun og søsteren var prøveklude til moderens strikketeknikker og nye projekter.

Den oprigtige interesse for strik kom dog først i 13årsalderen, hvor hun begyndte at mærke, at hun på det punkt var lidt anderledes end sine jævnaldrende. ”Det var først her, jeg rigtig blev fanget af det, og dengang var det jo slet ikke så typisk at strikke. Jeg kan huske, at jeg i toget ofte fik positive kommentarer fra gamle damer, når jeg sad med mit strikketøj,” fortæller Sofie med lige dele forundring og humor i stemmen.

I dag ser det helt anderledes ud med interessen for strik og håndarbejde. Både hos de helt unge og hendes veninder, og det har Sofie selvfølgelig også lagt mærke til. Efterhånden som det er blevet mere og mere trendy at strikke, har Sofie overtaget en del af rollen fra sin mor, som den kyndige lærer og vejleder i strik: ”Senere hen i mit voksenliv begyndte mine veninder at spørge mig til råds, de ringede eller kom fobi, og jeg endte med at lære mange af mine veninder at strikke,” lyder det fra Sofie, som godt kan lide at lære fra sig og at give det bedste fra sin verden og sin passion videre til andre.

Netop det at give noget til andre, noget værdifuldt og givende, er et mantra for Sofie. Hendes designstil ligner ikke noget, du kan finde andre steder. Hun er helt sin egen og alligevel inspireret af alt det, hun ser og omgiver sig med.   

”Jeg har min mors gamle håndarbejdsblade fra 1900-og-grønlangkål liggende derhjemme, så jeg er da helt sikkert inspireret af andre. Men det jeg går mest op i er nok, at det skal være sjovt at strikke et projekt, og det må også gerne være en oplevelse. Man skal have noget for pengene:”

Hendes unikke tilgang bliver til unikke sjaler, tørklæder og fine accessories ofte med sirlige hulmønstre og detaljer.

Sejlerpigen med strikketøj ombord
Sofie har altid gået sine egne veje, og de anderledes interesser i hendes ungdomsår går igen i hendes valg af uddannelse, nemlig som sømand fra Marstal Navigationsskole på Ærø. Her blev strik dog ved med at fylde: ”Jeg har simpelthen strikket mig gennem min uddannelse. Jeg strikkede altid i timerne,” fortæller Sofie og tilføjer: ”Og det gik helt fint.”

Ja, det gik både godt med uddannelsen og med Sofies projekter, som stille og roligt begyndte at tage form og blev til rigtige nedskrevne designs til Garna og til hende selv. De forskellige designs kan finde på Garna.dk, i vores butikker og ellers er de med i små strikkekits på sommertogter med Sofie og den lille families sejlskib - som Sofie også kalder for Pop up ship shop.

Eventyret for den spirende designer er kun lige begyndt – og vi glæder os til at følge med.

Hvor kan du finde Sofie Dinesen?

Du kan møde Sofie Dinesen og hendes univers af strikkekits inde i Tivoli i perioden 9. okt. - 1. nov.

Følg hende på Instagram @SofieDinesenDesign

Se hendes smukke designs på Garna.dk